Bylivsmåling
Liv og bevægelse i Støvring Midtby – Mere for flere
Støvring Midtby – mere for flere er et projekt under ”Frie bymidter”. Projektet giver mulighed for at få op til 60 % af omkostningerne dækket af staten. Det kræver dog at vi laver målinger af bylivet, så vi kan dokumentere forskellen på før og efter vi har gennemført projektet. Ved hjælp af resultaterne fra målingerne, får vi mulighed for at analysere, hvor mange mennesker der opholder sig i området, samt hvordan de bevæger sig igennem midtbyen.
Rebild Kommune samarbejder med firmaet IMAS, og de har opsat et avanceret system der består af ca. 13 sensorer og 5 besøgstællere.
Systemet registrerer personer, der passerer sensorerne, og inddeler dem i grupper som voksne og børn samt mænd og kvinder. Hver person får tildelt et anonymt id-nummer baseret på deres telefon, som registreres, når de bevæger sig mellem målepunkterne. Det giver indsigt i besøgsmønstre og borgernes bevægelser i byen.
Systemet registrerer ikke personlige oplysninger som navne eller identiteter og overholder alle gældende GDPR-regler. De data, der genereres, er fuldt anonymiserede og bruges udelukkende til at analysere bevægelsesmønstre i byen.
Hvor:
Systemet dækker strækningen fra Rådhuset op ad Bavnebakken, langs Jernbanegade og videre til Sundhedshuset. Dette område er udvalgt som et centralt punkt for at måle livet i midtbyen.
Hvad får borgerne ud af det?
Målingerne giver mulighed for at skabe en midtby med mere liv og aktivitet. Ved at analysere data vi indsamler, kan vi vurdere effekten af initiativer og tilbud i midtbyen og finde ud af, hvilke tiltag der tiltrækker flest mennesker. Eksempelvis kan vi se, om borgere, der besøger Sundhedshuset eller Rådhuset, også benytter sig af andre tilbud i byen. På den måde kan vi sikre, at de tiltag, der iværksættes, rent faktisk skaber mere liv og styrker midtbyen til gavn for alle borgere.